Referater / Forår 2013 / Dronningborg Boldklub / Fodboldaften på biblioteket

             BIDT AF FODBOLD

Et af mange udtryk, der kom på banen, da Claus Ørsted og Knud Hansen, sammen med et halvt hundrede "gamle" fodboldspillere var samlet på biblioteket i Dronningborg.
Stemningen var høj, som det blev sagt ved velkomsten af Aase Klith: "- som forventningerne i omklædningsrummet, lige inden kampstart". Det gode gamle klubliv blev for en stund vagt til live og savnet og glæden var tydelig at mærke i Claus Ørsteds joks og anekdoter, der sammen med publikums indslagene, gjorde aftenen til en herlig oplevelse med Boldklubbens resultater, de gode husker man, de dårlige glemmer.

Knud Hansen havde styr på alle facts og fortalte om klubbens start, som skete tilbage i 1925/26, hvor nogle drenge besluttede at spille fodbold med et kontingent på 10 øre, som alene gik til fodbolde, der dengang bare var et skin, fyldt ud med klude. Måske er det her udtrykket kludefodbold stammer fra. Det har i hvert fald ikke været den store teknik, der har præget spillet. Men "gadefodbold" er stadig vejen til den bedste teknik og rigtig mange af de gode spillere i dag, er opvokset med fodbold i de mærkeligste omgivelser. Banerne fra den gang og langt op i tiden var, som Claus Ørsted beskrev dem, næsten uden græs, fyldt med sand og huller med, eller uden vand. Men gode nok til at kommunen ikke uden videre syntes, at der var behov for fornyelse.

Man fik dog nyt klubhus og nye baner og Knud Hansen kunne berette om mange store kampe med hold fra de bedste rækker og klubben var på et tidspunkt den største klub, rent medlemsmæssigt, i Jylland.

Sandt er, som Claus ørsted nævnede:"- at vil man noget, står man sammen", og i dag eksisterer klubben blandt andet gennem klubbens Venner, der årligt yder et stort bidrag til klubben.

Gennem tiderne har man haft massevis af trænere. Nogle rigtig gode og nogle, man kunne grine med om. Dog blev ingen direkte udråbt som skyldnere, for magre resultater og klubben er i dag en del af fællesskabet med Randers, der således er en åben dør for kommende talenter.