Personlige Historier / Et udvalg af historier indleveret 2013-2023 / Familien Geertsen af Sonja Graham

                                  Familien Geertsen

Mine forældre Maja og Charles Geertsen blev begge født i Dronningbogrg. Bortset fra et par år i København som unge, boede de hele deres liv i Dronningborg. I København arbejdede Far som maskinarbejder på B.og W.. Mor var i huset derovre. De kom hjem med Randers Båden dagen før de blev gift. Deres første hjem var i Svea.

Min farfar var murermester Kristian Geertsen.
Han byggede mange af husene i Dronningborg
bl.a. "Geertsminde", hvor han boede med sin kone Mathilde og deres børn.
Han var også sognefoged.

Min bror Kristian har en skrivebords stol med en lille sølvplade på hvorpå der står " Fra Dronningborg Sogneråd 15.9.1911". Vi går ud fra, det var en gave fra da han afgik. Der var seks børn i familien og min far var den yngste. Hans far døde i 1914 da far var 9 år gammel.


Mor var fra familien Rasmussen. Der var tolv børn. Hendes far Rasmus arbejdede på Møllen som snedker.


I sin ungdom var han til søs og blev stadig af mange kaldt sømanden. Som ældre byggede han en båd nede ved bådelejet og tilbragte tit flere dage på fjorden med sin snapsflaske og proviant og nød livet på den måde. Han var dygtig håndværker og var god til at lave mad, da han havde været enkemand i mange år. En af vore hofretter var når han lavede grydebøf. En anden var ål i karry. Det fik vi, når han havde stanget ål på fjorden. Det var ikke så tit vi spiste hos ham, men det er mad vi husker. Nielsine, hans kone døde allerede da hun var midt i fyrrene. En af sønnerne, Ferdinand boede med sin kone Dagny på en sidevej til Tjærbyvej.

Min Farbror Rasmus overtog som murermester efter faderens død. Han boede i mange år i Funka med sin kone Agnes og deres seks børn. Den yngste,Else var et år ældre end jeg og vi var meget sammen. Onkel Ras byggede mange af villaerne og ejendomme i Dronningborg bl.a. Andelsbo omkring 1942. I den han indmurede en metalæske i et lille kammer. I æsken var der dokumenter om datidens hændlelser. Han var i mange år formand for Danmarks Muremester Forening.
En anden farbror var Ingvald, som boede med sin kone Anna og deres tre døtre på Rolighedsvej. Han var murer.
Først i tredvierne byggede onkel Ras Østerport. Der var tre forretninger. Mine forældre åbnede i den ene et mejeriudsalg. Frk. Ibsen og hendes mor havde slagtrerforretningen på hjørnet og barber Nielsen havde den tredie.
Man så ikke meget til fru. Ibsen i forretningen.

Mor stod for mejeriudsalgtet ved hjælp af en ung pige. Der blev solgt mælkeprodukter, brød og kager som kom fra et bageri ind mod Randers.

Far arbejdede på Scandia. Før han tog på arbejde om morgenen, cyklede han rundt og leverede mælk og frisk brød til kunderne. Som vi børn kom til, holdt far op på Scandia og blev mere involveret i forretningen.
Som tiden gik, ville kunder også gerne købe kaffe og andre ting. Derfor blev en kaffemaskine installeret. Det var ikke lovligt at sælge kaffe og mælk i samme lokale. Efterhånden blev det så en købmandsforretning.

 Øl og sodavand blev leveret fra bryggeriet Thor. I adskelliga år kom det med hestevogn. Vin og spiritus fik vi fra Riis og Dreyer.
Der blev stadig solgt brød. Det kom da hver morgen fra bager Madsen. Udvalget var ikke stort. Vi solgte kun lyst og mørkt rugbrød, franskbrød og sigtebrød.
Sukker, mel, salt og andet kom i sække, så alt blev vejet af og kom i poser, som blev fint foldet sammen foroven. Det var noget vi børn lærte, da vi begyndte at hjælpe til.
Æggene kom fra gårde i omliggende landsbyer. Dem skulle vi selv hente. Far vejede dem af eet af gangen og der var ABCog D størrelser. A æggene var de største og dyreste. De blev lagt i pyramider bag desken. Ikke noget med ægge bakker den gang. De kom i papirs poser, når de blev købt, så man skulle være meget forsigtig.

 Efterhånden kom der, som for den tid, mange spændende kolonivarer til. Far var stolt af at være den første købmand i Dronningbogs som solgte Heinz produkter.
Forretningen åbnede kl 7.30. Den var lukket fra 12.30 til 13.30. Der var lige tid til, at far kunne spise sin frokost og få en halv times lur. Det var lukketid kl. 17.30. Fredag var der åben til kl. 20 og vi lukkede 13.30 om lørdagen. Efter lukketid var der papir arbejde, så det var en lang arbejds dag.

 Mange varer manglede under krigen. Te og kaffe, chokolade og frugter som appelsiner, citroner og bananer. Der var ekstra arbejde med rationerings mærker for de varer der var at få.

Som teenagers skulle min søster Kit og jeg hjælpe til i forretningen efter skoletid. Senere blev det Kristians tur.
Vi vejede af og hjalp med at ekspidere, gjorde rent og var bypiger når bydrengen havde ferie.

Det var ikke muligt at få dæk til varecyklen under besættelsen, så far fik lavet en trækvogn med jernhjul for at levere varer til kunderne. Mindes de gange Kit og jeg trak den til Tjærby for at købe æg fra en gård. Det var lang vej at gå.

 I senere år var der julestue på fars kontor i December. Derinde var alle de særlige julevarer som chokolade og andre lækre ting. Der var også lidt julepynt. Hvis kunderne kom om aftenen, kom de ovenpå hvor mor bød på kaffe og småkager.

 Kunderne blev godt passet. Nogle betalte en gang om ugen og de største kunder en gang om måneden. Til dem havde far en rød kontrabog hvorpå der stod " C.A.Geertsen. Kolonial, Urtekram, Vin og Spititus. Telefon 1581" Når der blev betalt fik kunderne en pose bolsjer. Få havde dengang telefon. Derfor kom kunder, især fra Østerport ofte, også efter lukketid, for at ringe efter lægen eller andet vigtigt.
Det var en hyggelig lille købmands forretning med en god og stor kundekreds.

 Først i 1959 havde mine forældre en ferie sammen. Kit og Kristian passede forretningen i to uger. Far og mor besøgte os for første gang sammen i England. En vel fortjent ferie.

Da far blev 67 lukkede han forretningen og det var med stor lettelse. Han havde ikke været ved godt helbred i nogle år.
Supermarkeder var kommet til og det var ikke længere let at være købmand. Derefter nåede mine forældre heldigvis at rejse meget til udlandet sammen, før far døde som 72 årig.

Mine forældre havde det svært ved, at de ikke kunne lukke " Biksen", som de sagde og vi ikke som en familie kunne komme på sommerferie sammen. Derfor købte far et stykke plantage over for Højriis. Det var vist i 1940. De fleste af frugt træerne blev fældet. Der blev anlagt køkkenhave, plantet frugt buske, lagt græsplæne og bygget et sommerhus.

Når sommerferien begyndte, kom vore madrasser, sengetøj og meget andet på trækvognen lidt af gangen og vi boede derude. Det var på mange måder primitivt, men godt for os at være lidt væk fra Østerport.

Ved siden af haven boede en rar ældre, dame fru. Johansen. I hendes baghave havde en af hendes sønner, som var fiskemand, et røgeri. To af hendes sønner boede i Østerport. Der var ikke noget bedre end at få nyrøgede makrel, ny opgravede rosenkartofler og persillesovs til middag.
Efter fars død blev haven solgt og mor flyttede på Udbyhøjvej 15.

Over for haven var Højriis. Der boede Kammerherre Andersen, tidligere amtmand i Randers med sin frue. De var fars kunder. Deres barnebarn Grete kom der fra Korsør sammen med sin far i skoleferierne. Vi blev veninder. Det kom sig af, at jeg var derude med varer en dag og Kammerherreinden spurgte, om jeg kunne blive og lege med Grethe. Derfor er der mange minder om tiden vi havde sammen.
Der var en meget høj hæk med en imponerende smedejerns låge uden for villaen.. Det var et fint herskabshjem. Der var gartner som passede den urtehave, drivhus med spændende frugt træer og planter og den store prydhave. I huset var der Anna, som var husbestyrerinde samt to unge piger. De boede på værelser ved siden af det store køkken i kælderen.
Til venstre for villaen var der et blokhus med to gæsteværelser med en lille gang og badeværelse imellem. I hvert værelse var der to himmelsenge og andre fine møbler. Det ene værelse havde rødmalede møbler, det andet var blåt. Når jeg somme tider overnattede derude, havde Grete og jeg det røde værelse, hendes far som var enkemand havde det blå.Hvis jeg sov derude i juleferien var det på et gæsteværelse i villaen.

 Grete og jeg legede meget i den store have. Vi var også glade, når Gretes afdøde mors legetøj kom frem. Der var bl.a. dejlige dukker med læderkrop og porcelænshoveder og lemmer, samt det fineste dukketøj.

 Mange år senere efter Højriis blev solgt fik far lidt af en overraskelse. Der kom en mand i forretningen med nogle af mine tegninger. De blev fundet i en skuffe i det røde værelse i blokhuset.
Den del af Østerport hvor forretningerne var, tror jeg blev bygget først. Den anden halvdel var lidt anderledes. Der var en lille altan uden for soveværelset. Viseværten i den del havde en indhegnet have i gården og der var hegn mellem de to gårde. Neden for Østerport, på den anden side af banen, var der marker som tilhørte Bjellerup Ladegård. Der var køer og heste på en del og andre marker hvor vi kunne se, når der blev høstet. Det var altid vigtigt at se den første stork i reden på Roligheden. Vi kunne også se den storke omkring på markerne.

 Senere kom der kolonihaver mellmem gården, hvor vi legede og banen. Mange af beboerne i Østerport havde haver der.

 Vi kendte selvfølgelig alle i Østerport og der var altid mange børn at lege med, når vi ikke var i skole.Fire af mine klassekammerater boede der. Det var Bente Kold, Anna Knudsen, Birthe Jensen og Viggo. Viceværten boede i en kælderlejlighed og ham havde vi stor respekt for.

 Alle i ejendommen havde en kul kælder og et pultekammer på loftet. Lejlighederne havde en kakkelove som eneste varmekilde. Der var vaskerum i kælderen og beboerne skiftedes til at have vaskedag. Efter mor havde haft storvask og tøjet var tørt, skulle vi til rullekone med sengelinnede og duge. Hun boede i kælderen i Scandia Husene og klarede det fint.

 Under besættelsen blev vaskerummene brugt som beskyttelsesrum. Det var ikke rart, når vi hørte sirenen midt om natten og skulle derned. Det var altid koldt og mørkt og ikke siddeplads til alle. Vi var altid i kælderen, når der var alarm, da mine forældre var bange for,RAF var ude efter Scandia. Sirenen var på den lange røde ejendom længere ude ad Udbyhøjvej. Mellem Rolighedsvej og Funka var der en bunker, som nok var til beskyttelse for dem, som boede i villaerne. Hvor meget den blev brugt, ved jeg ikke.
Somme tider kom der en spillemand rundt om sommeren. Vi unger i gården stillede op for at nyde musikken. Vore mødre smed penge ud af vinduerne, som vi samlede op til ham.
Der er mange minder om skoleårene i Dronningborg. Vi gik både i den røde og den hvide skole. Det var meget koldt i gymnastiksalen om vinteren. Toiletterne var i en bygning i skolegården mener jeg.
Overlærer Larsen boede i et temmelig stort hus ud mod Udbyhøjvej. Han havde en stor familie. Hans datter Ellen gik i min klasse. Hendes yngste bror døde, da han var få år gammel. Vi havde stor respekt for overlære Larsen.

Der var spændende,da vi kunne flytte i den nye røde skole. Alt var så stort og flot syntes vi. Efter befrielsen i Maj 1945 gik vi ikke i skole nogle dage, da skolen blev brugt til at indkvartere tysker venlige danskere. Vi havde ikke noget imod nogle ekstra fridage. B 10. Efter skoleårene i Dronningborg kom vi på Randers Realskole. Der gik jeg også i klasse med Kaj Nygaard.

Dronningborg boldklub var også en del af barndommen. Både Kit og jeg spillede håndbold. Kit var dygtig til det. Jeg mener der var et træskur, hvor vi kunne klæde om. Vi spillede i blå nederdele og gule bluser. Vi var tit dernede for at se drengene spille fodbold. Både fodbolden og deres gammeldags læder støvler var tit tunge af regnvand.
Min far spillede fodbold for Old Boys og de tog det meget alvorligt, men havde det også sjovt.
Forøvrigt var Kit og jeg nede i boldklubben den aften Danmark blev befriet. Vi ilede hjem efter den dejlige nyhed. Det var mors fødselsdag og familien fra Funka var der til aftenkaffe. Mange af kunderne kom for at købe flasker af både det ene og det andet. Der skulle rigtig fejres. Inden aftenen var ovre, var der mange glade mennesker om kaffebordet. Vore udflugter som børn var med at cykle til Østrup Skov om foråret for at plukke annemoner. Madkurven var med. Vi cyklede også til Dokterparken eller Fladbro. De små sad på far og mors cykler. Det var som regel om Søndagen, når forretningen var lukket. Mine forældre var ivrige kort spillere og havde mange hyggelige aftener med onkel Ras og tante Agnes fra Funka. Desuden spillede de kort med tre andre ægtepar fra Dronningborg. Det var mest om vinteren det foregik.

 Kit og jeg lærte at svømme i Gudenåbadet og vi gik på danseskole i Håndværker Foreningen.
Min farmor og morfar boede begge i Ankerhus i deres sidste år. Det var faktisk usle boliger. Man kom fra opgangen ind i en stue. Derfra var der dør til soveværelset og derfra dør til køkken med spisekammer. På baggangen var der toilet man delte med naboen. Min bedstemor havde gadespejl, så hun kunne se, hvad der foregik udenfor. Hun tilbragte mange timer ved vinduet med sit strikketøj. Bedstefar havde en lille have bag ved udehuset og avlede mange grøntsager.
Det var anderledes tider, da mor kom på Dronningborg Plejehjem. Ruth og Poul Jensen var enestående.

 Harald Petersen var den første læge vi havde boende i Dronningborg. Han boede først med sin familie i en hvid villa, hvor jeg mener biografen senere blev bygget. Harald og hans kone Søs kom mange år senere på ferie hos os i England.
Der er selvfølgelig mange minder om steder og mennersker som boede i Dronningborg. Familie, kunder og mange andre. I Østerport boede vores syerske, fru. Johansen. Hun var meget dygtig og syede altid vores finere kjoler bl. a. konfirmations og brudekjoler..I den røde ejendom længere ude ad Udbyhøjvej boede der en væverske, hvis navn jeg ikke husker. Der fik vi vævet fine forklæder og stof til en af mors kjoler. Mor var dygtig til at sy og syede de fleste af vore kjoler da vi var yngre.

 Der var fire købmænd på Udbyhøjvej og flere på Tjærbyvej. Gudmund Madsens kone havde en lille isbod ved siden af forretningen. Der sad hun og lavede de fineste perlekranse af små bitte perler.
Jeg mener, der engang var stoppested for Hadsund Peter mellem Tjærbyvej og ledvogter huset.

Der var ingen lokal kirke. Vi blev døbt og konfirmeret i Sct. Mortens Kirke. I 1957 blev min mand John og jeg gift i den nye Dronningborg Kirke.
Senere på året besøgte Pastor Mølgård os i England, hvor han deltog i en spejderlejr. Vore døtre Susan og Christine blev døbt i Dronningborg.
Som sagt kom begge mine forældre fra store familier. Derfor var der mange familiemedlemmer omkring os. Siden mine forældres død tror jeg ikke, der er nogle af familien tilbage i Dronningborg.

 Min yngste søster Lis døde af meningitis som syvårig. det var kort tid efter Kristian blev født. Det var en stor sorg for os alle.
Kit kom efter skoletiden på kommunekontoret og arbejdede for hr. Granholm. Hun tog sin handels skole eksamen og rejste derefter til England et år. Efter hjemkomsten blev hun uddannet som sygeplejerske i Skanderborg, hvor hun stadig boer med sin mand PG. Der har vi nydt godt af deres store gæstfrihed i mange år.
Kristian blev arkitekt og kom sidste år tilbage med sin kone Liljana til deres hjem i Ringkøbing. De havde boet på Grand Bahama i 15 år hvor Kristian arbejdede. Jeg besørte dem derovre tre gange og havde pragtfulde ferier.
Selv blev jeg sygeplejeske i Viborg og rejste til England i 1956 for at arbejde. Blev i senere år sundhedsplejerske, først i Londons East End og efter 1970 her i Colchester.
Jeg har forbindelse med min fætter Bent Geertsen i Canada hvor han har boet i mange år med sin kone Inge Lise. Bent er den sidste af familien fra Funka.

 

Vi var alle engang Dronningborgere og har hver især forskellige gode minder om vores barndom der.