Fritid

                             Da mor var dreng
 

                      Fritid ll

Håndboldpigerne
                              Håndboldpigerne


Da jeg var ca. 10 år, begyndte jeg at spille håndbold i Dronningborg Boldklub, vi havde blå læggede nederdele og gule bluser, hvide gummisko og hvide ankelsokker. Min kusine Kit spillede på samme hold, og det gjorde min veninde, Eva, også. Vi var begyndt at lege en del sammen, ikke mindst, da familien Rovsing flyttede fra Dronningborg. Når vi skulle spille kamp, var vi meget omhyggelige med at kridte gummiskoene med en gammel tandbørste. Når de blev tørre, dryssede de for hvert skridt, vi tog.
Gunhild spillede også håndbold, og deres hold vandt næsten alle kampe.

En kort overgang var Gunhild og jeg medlem af DUI, de unges idræt, tror jeg, at det stod for. Vi havde ikke nogen decideret uniform, kun en lyseblå skjortebluse og et rødt, trekantet tør-klæde. Min mor kunne absolut ikke lide, at vi var med i det, men vi nåede da at være med til nogle hyggelige bålaftener, hvor vi sang en spejdersang, som vi ikke måtte synge derhjemme, for min mor forbandt den med kommunismen..

Da vi var mindre, gik vi i søndagsskole. Det var vores nabo, Laumann, hed han, der fortalte om Adam og Eva og vi lærte nogle salmer. Inden vi gik hjem, fik vi alle en karamel.

Vi kom også til folkedans. Det foregik i skolens gymnastiksal.
Det var et midalderne ægtepar inde fra Randers, som under-viste os, dvs. manden spillede violin og konen underviste. Hun så altid så bøs ud, måske fordi hun havde underbid og nedadhængende mundvige. Heneds hår var gråt og permanentet og med en krølle på tværs allerøverst på hovedet. Jeg syntes, at hun, at hun altid havde en sort kjole på. Hun var skrap, så vi gjorde alle sammen,  hvad vi blev bedt om, så vi lærte at danse flere forskellige danse og vi kunne alle lide det og morede os. Afdanssningsballet foregik inde i Randers, så vi gik derind iført vores lejede folkedansedragter og med vores gymnastiksko i hånden. Pigerne havde kyser med blonder på, de var bundet med en sløjfe under hagen og sad ret tæt ind til hovedet, så vi kom til gevaldigt at se nolle ud, men vi morede os.

Folkedanserne
                                      Folkedansere


                                 
                                       Danmark frit!
I 1945, d. 4 maj blev Danmark frit. Da kapitulerede tyskerne. Den aften spillede vi håndbold og pludselig så og hørte vi en ung mand, som kom kørende med trillebøre forbi håndbold-banen, på vej ned til fyldingen. Han stoppede nemlig pludselig op, rakte begge arme i vejret, så trillebøren med det fulde læs, væltede, og skrålede: KRIGEN ER SLUT - KRIGEN ER SLUT! Også dansede han rundt om den væltede trillebør. Der blev en råben og skrigen og vores træner hentede sodavand i klubhuset. Mine forældre, som var til min faster Majas fødselsdag, kom hjem for at fortælle os det, men da vidste vi det jo allerede.
Hele Danmark åndede lettet op, og der blev festet overalt. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og alle satte levende lys i vinduerne, hvilket blev holdt i hævd hver 4. maj om aftenen i mange, mange år efter. Jeg tror faktisk, at der stadig kan ses enkelte steder den dag i dag.

Senere begyndte jagten på de personer, som havde sam-arbejdet med tyskerne og tjent på det, kollaboratørene, men også på de unge piger, som havde fraterniseret med de tyske soldater, mange kvinder fik børn med tyske soldater. Alle disse mennesker blev hentet på lastbiler, kvinderne fik håret klippet af og et skilt hængt om halsen, hvorpå der stod skrevet: "Felt-madras" og andre ukvemsord og folk spyttede efter dem. De blev midlertidigt anbragt i vores skole, vi børn stod ved stakittet omkring skolen og fulgte med i det hele, selv om vi havde fået forbud mod at være der.

                                        Statsskolen

Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg efter sommerferien i 1. mellem på Randers Statsskole. I Dronningborg nåede jeg at gå i 5. klasse i 3 mdr., idet skoleåret sluttede sidst i marts og et nyt skoleår begyndte 1. april. På Statsskolen sluttede skoleåret ved sommerferiens begyndelse og et ny skoleår startede i begyndelsen af august. Min veninde, Eva, blev også optaget.
                                                                 
Statsskolen
                                Randers Statsskole

Randers Statsskole var/er en meget flot bygning. Den er som en 4-længet bondegård med en flisebelagt gård i midten og søjlegang hele vejen rundt, så man kunne gå i tørvejr, når det plaskede ned eller sneede tæt. I gården var der dengang et træ, og et springvand, hvor det var en tradition, at drengene i 2 mellem gav de nye drenge i 1. mellem, buksevand ved starten af det nye skoleår.
Skolen havde en kantate, hvori træet var nævnt symbolsk:


                                       VOR SKOLE
                                  LIGGER FRIT FOR
                                      VEJR OG VIND

                     EN BONDEGÅRD AT SE MED 4 LÆNGER

                          HVOR HIMLENS LYS OG LUFT KAN
                                       TRÆNGE IND,

                     HVOR INGEN PORT FOR VORE DRØMME
                                           STÆNGER.

                      VORT KUNDSKABSTRÆ HAR FÅET NYE
                                                 LØV,

                            DER RISLER SOM EN EVIGUNG
                                             KASKADE......

På de lange gange stod flotte skulpturer af guder og gudinder.
Mamortrapper førte til over- og underliggende etager. Der var en virkelig flot festsal, hvor vi hver morgen, undtagen fredag, sam-ledes til morgensang og hvor det årlige skolebal og jule-afslutning blev afholdt og hvis vejret var dårligt til trans-lokationen. Ovenpå var speciallokaler, f.eks. fysik/kemi-, natur-historie/biologi-, håndgernings- og sanglokale, sidstnævnte med det store flygel. I kælderetagen var der spisesal og toiletter.

Hvert år blev der ved translokationen og ved juleafslutningen uddelt flidspræmier. I 3. mellem fik jeg en bog, som hed "Talismanen", og i 4. mellem en bog, som hed"Tåkern", dem har jeg stadig, og i realklassen fik jeg Sparekassens legat, som var 100 kr.


Hver gang glædede jeg mig til at komme hjem og fortælle det, men hver gang havde en pige, som var ældre en mig, fortalt det til min mor, som kom hos familien, dels for at gøre rent, dels som kogekone. Jeg brød mig ikke om pigen, for det hændte ofte, at når hun passerede mig i skolegården, vrængende hun "Nå, hvordan går det så BETTE FERDINAND", min far hed Ferdinand. Set i bakspejlet er jeg godt klar over, at hun var misundelig og ondskabsfuld. Hun hånede mig ofte, engang var det efter at min dansklærer havde læst min danskstil op for de andre lærer på lærerværelset, så syntes hun åbenbart, at jeg skulle dukkes lidt. Det var for øvrigt en stil, hvori man skulle fortælle om, hvordan man ville indrette sin bolig, enten skulle det være helt seriøst eller også den rene fantasi. Jeg valgte sidst-nævnte og indrettede mit hjem i et skibsvrag, som var blevet skylllet op på stranden. For at komme ombord, skulle man op ad en rebstige, som var fastgjort til et stort træ, som hang ind over dele af vraget. Jeg kendte en del sømandsudtryk, da både min far og hans far havde haft sejl- eller motorbåde, og der havde jeg fanget en del. Jeg beskrev både det indvendige og det udvendige.

Da vi skulle have vores stile tilbage, blev jeg lidt urolig, for alle fik deres tilbage med kommentarer ovs, mens jeg endnu ikke havde fået min. Så sagde vores lærer, A.O., som han blev kaldt "Og så kommer rosinen i pølseenden" og han læste den op for klassen. Jeg fik ug, som var den højeste karakter dengang, der var et par kommefejl, men det havde åbenbart ikke trukket ned. Han fortalte så, at han havde læst stilen op på lærerværelset og at han gerne ville have den til sin 50-års fødselsdag. Det fik han nu aldrig og desværre har jeg den ikke længere. Et par dage efter kom der en dreng fra gymnasiet og spurgte, om han måtte låne min stil. Jeg sagde, at det måtte han da godt, men at den var blevet læst op på lærerværelset, og så var han ikke interesseret mere.


                            Udflugter og drengestreger

Én af mine klassekammerater i mellemskolen, Bodil, boede i en lille landsby ca. 3 km længere ude end Dronningborg, den hed Gimming, og der var hendes far præst. Jeg var somme tider hjemme hos hende og overnattede også nogle gange. Når vi skulle spise til aften, skulle vi altid bede Fadervor, og det var jeg jo ikke vant til derhjemme, så jeg var ret genert hver gang. Præsten var meget striks og jeg husker ham som værende gammel. Bodil havde både en storesøster, en lillesøster og en lillebror. Bodil og hendes storesøster delte værelse og der sov jeg også, når jeg var der. Det mindede om en hospitalstue, hvide bare vægge, jernsenge, som lignede hospitalsenge, ingen tæpper på det mørktlakerede trægulv. De eneste møbler, udover sengene, var et klædeskab og en kommode. Og så var der altid koldt derinde, og det varede evigheder før man fik varmen. Men Bodil var sådan en sød pige, jeg kunne godt lide at lege med hende. Hun havde så lange fletninger, at hun kunne sidde på dem, håret var skrabet stramt tilbage og så havde kun sygekassebriller. Men hun havde et sødt ansigt og var, som sagt, en rigtig sød pige.

Hende mor havde noget familie på Sjælland, nærmere bestemt, lidt uden for Hundested, hvor færgen fra Grenå lagde til . Bodil og jeg blev inviteret til at komme på ferie hos hendes familie. Vi skulle så cykle hjemmfra og til Grenå, tage færgen over og cykle til det sted, hvor familien boede. De var forstanderpar på en institution for kriminelle dreng og unge mænd, Sølager hed den. Bodil havde en fætter og en kusine, lyshårede børn på 4 og 6 år.

Dreng Pige
                         Dreng                                          Pige


For at få råd til turen + lidt lommepenge, bestemte vi os for at plukke jordbær i et gartneri, som lå midt imellem Gimming og Dronningborg. Vi måtte stå op kl. 4 om morgenen og cykle til gartneriet, hvor vi så plukkede jordbær til godt middag. Det kunne være ret hårdt, men vi gennemførte det og nåede da også at konsumere en del jordbær i den periode. Vi var på Sølager i 8 dage og tog så samme vej hjem igen. Det var ca. 70 km hver vej, men det var en dejlig ferie.

Det var nu mest Eva, jeg legede med, især efter at Inga og Per var flyttet fra Dronningborg. Om eftermiddagen, når vi kom fra skole, var vi for det meste på farten. Vi havde en livlig fantasi. Her på vore gamle dage har Eva hævdet, at det var mig der fik idéerne!

Vi løb ud over markerne og engene, hvor vi ledte efter Vibe-reder, så vi kunne følge udviklingen af æggene. Vi "kortlagde" beliggenheden af rederne, så vi kunne genfinde dem. Vi måtte springe fra tue til tue for ikke at få våde fødder. Der var en del, små og større vandløb, som udmundede i fjorden . Vi kappedes om at springe over dem, især de bredeste var udfordringer. Det gjaldt jo om at komme helt tøtskoet over.

Et par km fra Dronningborg var der på landevejen en række stynede popler, dem klatrede vi op i og havde så en god sidde-plads deroppe med udsigt ned over engene og fjorden, lige indtil en dag, hvor en flok drenge fra den nærmeste landsby, Tjærby, fik øje på os og begyndte at kaste sten op på os. Det eneste , der var at gøre, var at hoppe ned og gennembanke dem, indtil de tog benene på nakken.

Somme tider "lånte" vi en robåd nede ved bådelejet og roede ud på fjorden. Der var et pænt, stort område med tætte siv og der styrede vi båden ind, så vi kunne ligge der ude af syne for andre. Somme tider fiskede vi, andre gange havde vi bøger med, som vi lå og læste.
Det var et yndet sted at læse, når vi havde læseferie før eksamen. Vi havde altid noget spiseligt med.

Vi travede over lange strækninger og engang kom vi på én af vores ture til et kæmpe kastanjetræ, hvorunder der lå et hav af blanke kastanjer. Dem kunne vi simpelthen ikke stå for. Vi havde gummistøvler på, så både dem og alle lommer blev stoppet ud med kastanjer. Det blev en lidt streng tur hjem med smerter i ben og fødder, men med hjem, det skulle alle de skønne kastanjer. Jeg tømte gummistøvler og lommer ud i et hjørne ved udhuset i gården, og efter et stykke tid glemte jeg alt om dem, indtil der pludselig myldrede en masse kastanjer op.
En dag gravede min far dem op, alle undtaget ét, som han lod vokse op. Det var først, da det var blevet så stort, at rodnettet begyndte at ødelægge fundamentet, at det blev fjernet.

På en anden af vore ture kom vi til en stor grusgrav, hvor vi opdagede en rævegrav. Vi lagde os i skjul og så, hvordan ræveungerne kom og legede udenfor graven, mens rævemor lå iagttog dem. Den dag opdagede vi også en kilde, hvor vandet var kold og klar, den var vi af, hver eneste gang vi passerede den på vore ture. Vi cyklede ofte gennem flere små, hyggelge landsbyer og endte i en skov, Østrupskoven, hvor vi byggede en hule på grænsen mellem gran- og løvskov. Vi havde altid spejderbælte på med en dolk i skeden.

Vi var altid sultne, så derfor gik vi ofte på æble-pærerov. Derhjemme havde vi jo masser af frugt, og hos Eva havde de æbletræer, men dem måtte vi ikke gå og plyndre, men det var nu også, år vi ikke var i nærheden af vores hjem. Engang stjal vi æg i en kolonihave, som var ejet af en gammel mand, der hed Markus. Han holdt høns i kolonihaven, men boede i en lejlighed samme sted, som min bedstefar boede, da han blev aldersrentenyder, som man kaldte pensionister den gang. Vi tog så noget sukker i spisekammeret hjemme hos Eva. Vi spurgte ikke om lov, for så måtte vi jo fortælle, hvor vi havde æggene fra. Sådan en æggesnaps smagte ekstra godt. Eva tog nogle gange småmønter, som hende mor gemte i en lille skål i tallerkenrækken. Så gik vi hen til bager Henriksen og købte tørkager, det blev somme tider til 10 af slagsen, 5 til hver, og de gled ned alle sammen. Når vi engang imellem havde penge, blev de omsat i slik. Eva valgte altid et enkelt, godt stykke chokolade, hvorimod jeg altid ville have noget, hvor jeg fik meget for pengene, det var som regel lakrids.

Det skete et par gange, at vi blev smidt ud af en forretning, fordi vi fik et grineflip og absolut ikke kunne holde op igen.
Det skete også engang, hvor vi var i biografen, i Dronningborg Bio. En pige, som hed Ulla Blum, sad nogle rækker bag os og hun blev så gal, at hun kastede en æske Gajol i nakken på os. Den var sørme fuld, så det var ingen straf, for den delte vi under filmen.

Når der kom en god film, som vi absolut måtte se, havde vi ofte problemer med at skrabe penge nok sammen til billetterne, som dengang kostede 1,75 kr. stykket. Vi fik jo ikke mange lommepenge og af dem skulle vi selv betale for regne- og stilehæfter, blyanter og viskelæder. Så traskede vi omkring og kiggede i rendestene og lyskasser udenfor forretningerne, det gav somme tider nogle få ører, men havde vi stadig ikke nok, stillede vi os op foran klassekammeraterne og sang en hjemmelavet sang, som handlede om Kræn Jep og Klausine.
Vi sang på det bedste jysk, vi kunne præstere og så fik vi nogle 5 og 10 ører. Det reddede os da nogle gange.

Klassekammeraterne var vant til, at vi var lidt for os selv. Vi havde tit ens tøj på, vi fik syet lange, brune fløjsbukser med smæk og ringe til selerne. Dertil havde vi gule frottebluser, gule sportsstrømper og gule strikkasketter. Buksebenene smøgede vi op til lige under knæene og så havde vi brune rågummisko. Om livet havde vi, som sagt, spejderbælte. De fleste piger havde pæne kjoler eller nederdele og bluse på, og de friserede sig hele tiden, også i timerne. Mange af dem brugte endda silketrrømper, som degang havde en mørk søm ned bagpå og det hændte ofte, at sømmene sad skævt, eller der var masker, som løb, det grinte Eva og jeg af.

Nogle gange, når vi var på vore ture ud over marker og enge, fandt vi døde dyr, mest fugle, og så skete det, at jeg skar benene af og tog dem med hjem, hvor jeg gemte dem i min skrivebordsskuffe. Når de var helt tørre, tog jeg dem nogle gange med i skole og så sad jeg, i timerne, og trak i de sener, som sidder indeni, så kløerne bevægede sig. Der var altid nogle, som så det og begyndte at grine, men mærkeligt nok blev jeg aldrig opdaget af lærerne.

Eva og jeg cyklede rigtig mange og lange ture. Vi besøgte gamle herregårde, slotte og ruiner. Men vi cyklede også til Lysbro engang. Vi overnattede hos min onkel og tante. Jeg havde 2 fætre, Tony, som var yngre end mig og meget imponeret over, at vi kom cyklende. Min anden fætter, Axel, var ikke helt normal, men han var bare sød og god.

Vi cyklede også til Århus engang, hvor vi besøgte nogle Eva kendte. På vejen til Århus var der en lang stejl bakke og mens vi oksede opad, kom en ung cykelrytter op på siden af os, og han begyndte at trække os, på skift op ad bakken. Vi kendte ham ikke, han hed Axel Schandorff, men flere år efter var han jo blevet en meget kendt cykelrytter. Så vi kunne jo prale lidt af vores bekendtskab med en professionel cykelrytter. Fra Randers til Århus var der 54 km.

Men engang bestemte vi, at vi ville besøge en familie , som var flyttet fra Dronningborg til Ålborg, eller rettere til en forstad ca. 6 km uden for Ålborg. Deres ældste datter, Britta, havde vi leget en del med. Hun var en kopi af Pippi Langstrømpe, fandt på alle mulige narrestreger, var altid rodet at se på med håret i uorden og en sløjfe, som altid var gået op og truede med at falde af, rifter her og der, men smaddersød og med nogle skønne forældre.

Vi kørte hjemmefra tidligt en søndag morgen på vores gamle cykler, som hverken havde gear eller håndberemser. Vi havde madpakker med og da vi nåede Rold Skov, satte vi os i udkanten og spiste vores fladtrykte rugbrødsmadder og delte en flaske kærnemælk.
Mens vi sad der, begyndte det at styrtregne, men vi blev nu enige om at fortsætte turen, nu da vi var kommet så langt. Vi fandt da også ud til dem og var der et par timer, hvorefter vi måtte på cyklerne igen og adsted mod Randers.

 Eva  Når vi havde været på vores lange ture, spurgte min far altid om, hvor vi nu havde været, og det gjorde han jo også denne gang, men da jeg fortalte ham, at vi havde været oppe og besøge Klessens på den anden side af Ålborg, ville han simpelthen ikke tro på det. Jeg havde meget svært ved at overbevise ham, og da vi jo ikke havde telefon, kunne jeg jo ikke få det bekræftet ved et opkald.
                      Eva

Når vi havde været på vores lange ture, spurgte min far altid om, hvor vi nu havde været, og det gjorde han jo også denne gang, men da jeg fortalte ham, at vi havde været oppe og besøge Klessens på den anden side af Ålborg, ville han simpelthen ikke tro på det. Jeg havde meget svært ved at overbevise ham, og da vi jo ikke havde telefon, kunne jeg jo ikke få det bekræftet ved et opkald.

En vinterdag var Eva og jeg på vej ned på engen bag sportspladsen. Engen tilhørte 2 ugifte brødre, Christiansen, som havde en lille stråtækt gård, der lå ved siden af Rovsings ejendom. De 2 brødre var lidt specielle og holdt sig helt for sig selv. På gårdspladsen havde de et pæretræ, og det var små gråpærer, som smagte så skønt. Hvordan jeg havde fået lov til at tage nogle af dem, husker jeg faktisk ikke, for begge brødre var ret skrappe, så man var lidt bange for dem. Men ikke desto mindre har jeg nydt de pærer nogle gange.Man måtte da heller ikke færdes på den omtalte eng, men det gjorde vi nu alligevel. Den dag, hvor vi var på vej derned, stoppede vi op ved fyldingen, fordi vi fik øje på en stejl skråning, en opgravning, hvor der øverst var lagt sveller, så man kunne køre henover. Det nederste af skråningen lå ca. 1-1½ m under overfladen, hvor der stod noget grumset vand, som den dag var frosset til is. Om natten var der kommet isslag, så hele skråningen var dækket af et glinsende frostlag. Den skråning appellerede til vores konkurrencelyst. Den måtte vi bare prøve at springe op ad, og jeg skulle springe først. Jeg tog et godt tilløb og sprang. Jeg landede da også højt oppe, men sank også dybt ned med arme og ben, ned gennem den tynde , frosne overflade og hurtigt begyndte en skrækkelig lugt at brede sig. Da blev vi begge klar over, hvad det var, jeg var havnet i og Eva begyndte at grine så meget, at tårene løb ned at kinderne på hende og hun vred sig af latter. Jeg forstår ikke den dag i dag, hvordan jeg overhovedet kom derfra igen.

Deggang var der mange mennesker, som havde udendørs DAS, som også vi havde, og der var lige præcis indholdet af alle de "lortetønder", skråningen bestod af og altså det, som jeg var sunket dybt ned i. Der løb en lille bæk langs engen ned mod fjorden Der var kun meget lidt, okkergult vand i bækken og den dag, var det dækket af is, men jeg prøvede desperat at få den stinkende masse af støvler og tøj. Hvordan det gik, da jeg kom hjem, husker jeg ikke, men oplevelsen i sig selv har jeg bestemt aldrig glemt og Eva heller ikke, den oplevelse har været oppe at vende nogle gange i årenes løb.

Når Eva og jeg var ude på vores togter, var der sjældent nogle, der vidste, hvor vi var og det gjaldt da for mange børn. Vi kunne faktisk nemt være kommet galt afsted, når jeg tænker på, hvor Eva og jeg bevægede os omkring; dengang var der jo ikke mobiltelefoner. Vi færdes ude på fjorden, både sommer og vinter. Mange børn løb på skøjter,eller bare gled på isen, og når man tænker på, hvor mange, der stangede ål, ikke mindst under krigen og at de ret store huller jo ofte kun var dækket af et meget tyndt lag is, så kunne et barn så let være faldet i en sådan våge og være druknet.

Det tænkte man aldrig på, ej heller, når vi om sommeren "lånte" robåde, som viste sig at være smadder utætte eller manglede èn eller begge årer. Der var heller ikke nødvendigvis et øsekar. Jeg kunne ikke svømme og om Eva ville have været i stand til at redde sig selv og mig i land, det ved jeg ikke. Alle de gange, vi har klatret i træer, har vi aldrig tænkt på, at vi jo kunne skvatte ned og hvad så!

Jytte fortæller videre her: Norge ll