Lysbro
 Bedsteforældre Vi rejste, som sagt, ikke meget. Men af og til rejste vi til Silkeborg, eller rettere til Lysbro, hvor mine bedsteforældre, min mors forældre, boede. 



 Bedsteforældre II  Min bedstemor hed Ane Johanne Nielsine Oline, f. Jørgensen, min bedstefar kaldte hende kun Hanne.

Min bedstefar hed Andreas Vilhelm Vium, men blev kun kaldt Vilhelm.
Da jeg var lille, boede de på en lille gård. Der voksede min mor og hendes tre søskende op, men da mine bedsteforældre blev ældre, byttede de bolig med min morbror Svend og tante Tinna. De havde et lille hus inde i Lysbro og der flyttede mine bedsteforældre så om, og Tinna og Svend flyttede så om på gården. Både gården og huset, som lå på Kærvej, var tæt på søen. Kærvej var en lille grusvej, som endte ved søen, hvor der var en lille bro. Det var i huset, som hed ´My Home´, at jeg tilbragte mange dejlige ferier.´

Vi rejste med tog fra Randers banegård. Det skete engang, at vi unger skulle gå i forvejen, fordi min far altid tog så lang tid om at  blive færdig. Min mor mente, at de kunne spare tid på den måde, da vi jo ikke gik så hurtigt som dem. Men da vi var nået ca. halvvejen og ikke kunne se vores forældre, blev vi bange og løb hjemad. Vi nåede helt hjem, og så fik vi skældt ud, for nu blev vi jo mere forsinkede. Når vi ankom til Silkeborg banegård, gik vi gennem byen og et godt stykke ud ad landevejen mod Lysbro. Når vi kom til en skov, gik vi igennem den og nåede ned til den sø, hvor mine bedsteforældre boede på den modsatte bred. Der lå min bedstefar så og ventede med robåden og vi blev med bagagen sejlet tværs over søen. Vi lagde til ved den lille bro og så var der kun en spytklats længde op til `My Home`.

Det er faktisk sjovt at tænke på, at vi  jo alle i mange år udtalte husets navn, som det var skrevet. Vi kunne jo ikke engelsk, ej heller mine bedsteforældre, så det var først, da vi begyndte at lære engelsk i skolen, at vi fandt ud af, at vi havde udtalt navnet forkert.
Hvis der var sne om vinteren, blev vi hentet inde på Silkeborg banegård, hvor min bedstefar holdt parat med kanen, det var så hygeligt, at sidde der med tæpper til værn mod kulden.

Da mine bedsteforældre flyttede fra gården, tog de to geder med, Mads og Mette. Min bedstemor malkede Mette og vi drak mælken, men engang, hvor min fætter Jens Walther, som boede i København, kom på ferie, mens jeg var der, sagde han, at han i hvert tilfælde ikke ville have gedemælk, det kunne han ikke lide. Så tog min bedstemor nogle mælkeflasker og hældte gedemælken i. Mælken var altid kold, fordi den stod i det kolde bryggers.. Jens Walther vidste det ikke, men jeg gjorde, så da han skulle hjem, sagde jeg: "Nå, du kunne ikke lide gedemælk, men det har du da drukket i hele ferien" og så grinede jeg.
Han blev så gal, han tudede.

Bedstemor og bedstefar havde også en have, den var ikke stor, men der var dejlige grøntsager og frugtbuske, de havde også høns, så der var altid æg. Ved siden af deres hus var der en købmandsforretning, der købte min bedstefar somme tide kaniner, som vi spiste. Det var første gang, at jeg fik kaninsteg.
Det smagte udmærket, men jeg kunne ikke lide den tanke at spise et kæledyr, min bror havde haft kaniner, og dem kunne jeg da ikke forestille mig, at man kunne finde på at spise.  

 Bedstemor og onkel kalle Jeg elskede at være i køkkenet, hvor der var et stort komfur, hvor der var to kogesteder med mange ringe, som kunne tages af og på afhængig af størrelserne på pander og gryder. Omkring konfuret var der et messing rækværk, som altid var blankpoleret og hvor der hang kroge til at tage de varme ringe med. Der var også en indbygget beholder, hvor der hele tiden var varm vand og ligeledes en indbygget ovn. Der blev fyret op med træ fra den flotte brændestabel i gården samt med kvas og grene fra skoven. Det samlede jeg tit, når jeg var på ferie.  
Ved siden af komfuret stod en høkasse, hvor maden kunne holdes varm og  grøden "koge" færdig. På væggen hang en knagerække til håndklæder og viskestykker, gemt bar et hvidt bomuldsstykke broderet med blåt silkegarn.
Der var en dør ned til et lillle kælderviktualierum, hvor der var hylder til syltede ting og til de store , hjemmebagte franskbrød, samt til det store lerfad med mælk, som stod og trak fløde. Bedstemor var dygtig til at bage, og der var ikke noget bedre end de store kage mellemmadder, med hjemmelavet syltetøj, som vi fik til eftermiddagskaffen, når bedstefar havde fået sin middagslur inde på divanen i stuen.

Fløden, som bedstemor skummede af mælken, fik vi tit om aftenen over jordbær og hindbær fra haven og på de blåbær og revlinger vi samlede i skoven. Når man gik og samlede bær deroppe, kunne man se hugorme og stålorme og der var fuglekvidder og de lifligste dufte, så jeg elskede at være der.

Var skoven skøn, var søen ikke mindre skøn. Man kunne næsten spytte derned, når man stod uden for den hvide havelåge. Bedstefar lærte mig at håndtere robåden, som han havde liggende fortøjret ved den lille bro. På broen kunne man sidde og fiske og nyde synet af de smukke åkander og ænderne.
Fiskeriet var jo på gammeldags maner med krog, korkprop og orm som madding. Ormene kunne jeg finde mængder af i den gode havejord.
Jeg var med på søen, når bedstefar samlede siv. Sivene blev hængt til tørre og så flettede bedstefar måtter og sivsko. Jeg fik et par nye sivsko, hver gang, jeg kom på ferie dernede.

Det var skønt at sidde opppe på loftet, når bedstefar flettede siv. Så bakkede han på sin lange pibe og ned fra loftbjælkerne hang røget flæsk og spegepølser, så der var de skønneste , blandede dufte. Når det var regnvejr, kunne man tydeligt høre regn-dråberne tromme på taget. Der var et værelse oppe på loftet, der sov jeg.

En gang kom min kusine Elin, én af min moster Astrids døtre, på ferie, mens jeg var der. Hun var ca. ½ år  yngre end mig. Én af de  første dage, hvor hun var der, ville hun om på gården til vores onkel og tante og to fætre, Tony og Axel, og da hun åbenbart ikke kendte vejen, skulle jeg følge hende. Jeg var imidlertid lige så godt i gang med at lege med en pige, som boede over for bedstemor og bedstefar, så jeg gik bare med hende et lille stykke og forklarede hende så resten af vejen, og så legede jeg videre. Noget tid efter kaldte min bedstefar på mig og så fik jeg sådan skæld ud, for Elin var kommet tudende hjem, hun kunne ikke finde vej. Jeg syntes godt hun var pivet, og det var da overhovedet ikke svært af finde derom, det havde jeg jo gjort så tit alene.

Min bedstefar havde ellers aldrig skældt mig ud før. Men der var en dag, hvor han fik skæld ud af bedstemor. En eftermiddag, hvor han lå på divanen efter middagssøvnen. Jeg løb og omkring spisestuebordet og sang og så tog min bedstefar sin skrå ud af munden og smed  den efter mig. Den røg direkte ind i munden på mig og den var stærk! Og jeg røg ud i køkkenet, hvor jeg stod og spyttede den stærke skrå og sauce ud i vasken, det smagte skrækkeligt, så jeg skyllede og skyllede med vand og så hørte jeg bedstemor sige:"Jamen Wilhjælm da, hwa' er'et da for kunster, do lawer ...", men min bedstefar kunne næsten ikke holde op med at grine, det var da også flot ramt, må man sige.

Lige efter krigen kom min moster Olga og min fætter Jens Walther til at bo hos os, indtil de fandt en bolig i Randers.
 Moster Olga Jens Walther 
Jens Walther kom til at gå i min klasse og det syntes jeg bestemt var træls, for han ville altid skrive af efter mine opgaver og hver morgen skyndte han sig altid at komme før vi tre andre for at tage den største portion havregrød. Min mor øste altid op i tallerknerne, så de kunne stå og afkøle lidt, men hun strøede også sukker på, så det var gerne smeltet, så grøden "sejlede" i sukkervand, når vi skulle til at spise det. Jeg har aldid regnet med, at det ikke var på grund af større sult, at han tog den største portion, men bare fordi han regnede med at han kunne drille os på den måde. Han var enebarn og vant til at få sin vilje.
Han ville også altid med mig når jeg løb ned på gården for at lege, men der var ingen af os, der gad have ham med i legen, så vi gemte os tit på høloftet, når vi så, at han var på vej nedad markvejen.
Men han blev ved med at komme, så en dag tog vi nogle kanin-efterladenskaber, puttede dem i en æske og da Jens Walther kom op på høloftet, spurgte vi, om han ville have en delfa.
Det var navnet på nogle lakridspiller. Det var jo halvmørkt, hvor vi lå nede bag halmballerne, så han tog én og puttede den i munden, suttede lidt på den og spyttede og spruttede så.
Han blev så sur og løb hjem. Om aftenen fik jeg skæld ud, men det fik jeg såmænd så tit. Men da Jens Walther flere gange var noget noget nærgående over fior mig, sladrede jeg ikke, men fortalte det til min veninde, Eva, og så besluttede vi, at han skulle have nogle bank.
Vi satte ham stævnemøde på en lille sandvej i nærheden og da han kom tog vi begge fat i ham og gemnnembankede ham, så han tudede, denne gang gik han alligevel ikke hjem og sladrede.