Referater / Forår 2017 / Da mor var dreng / Julen var herlig!
                                  Julen var herlig!

Ja, hele december måned var dejlig, der var noget helt specielt i luften og en forventningen glæde. Det var bare ikke på grund af julegaverne, for vi fik kun et par stykker hver og det var ikke store gaver.
Nej, det var simpelt hen det, der foregik i december måned. Rundt omkring i hjemmene blev der bagt småkager, dengang bagte alle husmødre, og det var forskellige slags. Vaniljekranse, jødekager, brunkager, specier og klejner. Vi fik mange gange lov til at hjælpe. Og så fik vi de kager, der mislykkedes. Nogle gange trillede vi pevernødder. Hvad jeg elskede var, hvis min mor stod og manglede et krydderi eller andet og jeg så blev sendt op til vores nærmeste købmand, Fiil hed han. Jeg syntes altid, at det var klingende frost og stjerneklart og at det duftede af gran og småkager overalt. Jeg elskede altid at komme op til købmand Fiil, både ham og hans kone var så rare. De havde ikke selv nogen børn. Jeg husker svagt engang, hvor jeg vart med Gunhild deroppe, jeg har ikke været ret gammel, for Gunhild havde åbenbart givet mig overtøj på, det var om vinteren, så hun havde viklet et stort halstørklæde om min hals, og da købmand Fiil så det, så sagde han til Gunhild: "Kan du løsne det halstørklæde, for du kvæler hende jo"


Jeg elskede at se, når de fyldte poser med mel og sukker, som de tog fra store skuffer og vejede af på den store , flotte vægt. Eller når de fra dritler eller tønder skovlede margarine, grøn eller brun sæbe op på madpapir med en slags flad jernskovl eller ske. Der duftede af krydderier og friskmalet kaffe. Da jeg var ca. 10 år, sagde jeg ofte, at jeg ville være købmand, når jeg blev stor, men så sagde min far:"nej, det er der ingen penge i". Det kunne jeg ikke rigtig forstå, når der var så mange dejlige ting i købmand Fiils forretning.

Småkagerne blev lagt i kagedåer, som blev tapet til med brunt klisterbånd, for de skulle gemmes til jul. Engang havde min bror, som har fødselsdag d. 24. december, inviteret alle drengene fra klassen hjem. Han havde aldrig før haft fødselsdagsgæster som min søster, der har fødselsdag d. 23. december og mig, so jo har i oktober. Han havde ikke spurgt, om han måtte, så min mår blev noget hylet ud af det, da Villy kom hjem med alle drengene. Hun måtte åbne kagedåserne og lave saftevand, hun kunne jo ikke andet. Jeg tror nok, at Villy blev skældt grundigt ud, da kammeraterne var gået.

Den sidste weekend før jul var vi med min far i skoven for at hente juletræ. Skoven lå ca. 1 km. fra vores hjem. Hvis der var sne, havde vi altid en slæde med, det var en, som min far havde lavet. Han lavede også skøjter af træ, hvor der var læderremme til at spænde dem på med og metal sømmet under mederne.
Skoven hørte til en meget stor gård, Dronningborg Hovedgård, som var ejet af familien Stilling. Man gik selv rundt for at finde lige netop det træ, man ville have og når man råbte, kom èn af folkene fra gården med øksen og fældede træet. Vi plagede hvert årom at få et træ, der kunne nå helt op til loftet. Jeg husker et år, hvor vi havde èn af Gunhilds veninder, Birgit Larsen, med hun skulle købe deres træ og ville have et meget, meget højt træ. Min far måtte gang på gang forklare hende, at dem hun fandt, var alt for høje. Hun var meget svær at overbevise, men hun fik da et træ med hjem. Havde vi slæde med, var det jo ingen sag at få træet hjem, men ellers tog min far fat i den tunge ende, og så holdt vi fat i toppen. Vi havde en juletræsfod, som min far havde lavet, han var meget dygtig til at arbejde i træ.
Jeg kan endnu se for mig, en flerarmet trælysestage, som min far engang havde lavet til mine bedstemors forældre, min mors forældre. Det lignede filigranarbejde, så fint var træet skåret ud. Han lavede også nogle møbler til min mor. Om sommeren byggede han robåde på bestilling, så stod han ude i gården og høvlede, så træspånerne fløj omkring, det duftede altid så dejligt. Min mor var altid vred på ham, fordi han ikke tog nokpenge for det store veludførte arbejde, han var perfektionist. Engang bad min onkel Charles, min far om at lave en stor trækurv, som han skulle til at have brød i. Min far designede selv kurven. Desværre tog han ikke patent på den, men det var der til gengæld en anden, der gjorde senere.

Den sidste dag før jul havde vi juleafslutning i gymnastiksalen, hvor der var pyntet op, bl.a. med et stort, flot pyntet juletræ med levende lys. Vi sang julesalmer og fik hver en julepose, som havde julenisser på og var fyldt med slik, pebernødder, en appelsin og et æble, og så havde vi juleferie.

Hjemme var der også pyntet i stuerne, der var kravlenisser og gran på billederne, og somme tider sølvlametta. Store røde og grønne glaskugler hang ned fra loftlamperne og i snore til rullegardinerne, og så lavede min mor altid juledekorationer, som med ler og mos var dekoreret på nogle skiver fra en birkestamme.

Vi havde klippet og klistret, lavet hjerter, kræmmerhuse og stjerner til at pynte træet med.

Den 24. om formiddagen pyntede min far træet. Han havde lukket dørene mellem stuerne, og der blev ikke lukket op, før vi havde spist og vasket op, så blev lyset slukket og det var så skønt at se, når dørene blev åvnet og træet stod der i mørket og lyste med alle de levende lys tændte.
 
Da jeg var mindre, fik vi altid risengrød med juleøl til forret juleaften, derefter flæskesteg med rødkål og brunede og hvide kartofler. og til dessert fik vi budding med kirsebærsauce. Men senere blev det sådan, at vi fik risengrød og juleøl lillejuleaften, som eneste ret, og så blev der lavet så meget, at der var nok til at lave Ris à la mande til dessert juleaften. Flæskestegen blev udskiftet eller suppleret med andesteg. Mange sendte gåsestegen, andestegen eller flæskestegen hen til bageren, som så stegte dem, det var meget brugt under krigen.

Juletræet var pyntet med flerfarvede glaskugler, trommer og engle, de hjemmelavede hjerter og kræmmerhuse, hvori min far havde lagt slik eller pebernødder, der var flag og fehår og lamettea, som hang ned fra toppen, hvor der sad en flot stjerne. Lysholderne var metalklemmer, som havde et rillet mønster.

Vi dansede om juletræet og sang mange julesalmer og julesange. Så fik vi vores gaver, det var, som sagt, ikke mange eller store gaver, men vi var altid spændte og glade. Det er såmænd ikke mange, jeg kan huske. Der var celluloiddukkerne, som Gunhild og jeg fik, og en dampmaskine, som Villy fik.
Ja, han fik også et teknosæt, hvor man kunne lave en kran, hvor en snor med krog i kunne hejses op og ned, den var jeg meget fascineret af. Alle de dele, stængerne med hullerr i og skruerne, de var jo spændende at lege med. Vi fik også tal- og billedelotteri. Der var også bløde pakker med sokker og vanter ovs. Ví fik kun gaver af vores forældre ikke af bedsteforældre eller anden familie.

Senere hen fik Gunhild og jeg nogle små dukker, om det var til jul, husker jeg ikke. Dem havde vi heller ikke dukketøj til og heller ikke dukkesenge, så skar vi toppen og bunden af en æske Solgryn, bunden blev selve sengen, og halvdelen af toppen blev til en kaleche.

Engang lavede min far, på bestilling, et stort , flot dukkehus. Jeg kan huske, at vi kaldte manden "kandidat Vestergaard". De havde 2 børn, en dreng og en pige.
Dukkehuset var en tro kopi af det hus, som de boede i, der var 2 etager og 2 "runde" altaner. Der var badeværelse med toilet og tegnede fliser, køkken med køkkenbord og skabe, stuer og soveværelse tapetseret med fint tapet. Gunhild og jeg var bare så misundelige. Et par år senere lavede min far et til os, også i 2 etager, men der var kun et køkken, et badeværelse og èn stue, så vi måtte deles om det.

Sidst i december eller først i januar kom vi hvert år til juletræsfest på "Jylland" inde i Randers. Vi blev klædt i vores fineste tøj og Gunhild og jeg fik håret krøllet og en sløjfe bundet i. Vi tog bybussen derind og da det jo var vinter, havde vi varmt fodtøj på og skoene med i tasken. Gunhild og jeg havde lange strømper på ovenover ankelsokkerne. Dengang havde pigerne jo, som sagt ikke ikke lange bukser, vi havde lange, rillede strømper, gerne lysebrune, som med bredt elastik, hvidt eller sort- og hvidstribet, blev fastgjort til et livstykke. Livstykket var af hvidt bomuld og det have vi ovenpå undertrøjen. Der var 4 knapper forneden på livstykket, 2 foran og 2 bagpå og tilsvarende 2 knapper på strømperne, elastikken var så med flere huller, så elastikkens længde kunne reguleres. Der blev et bart stykke lår mellem buksekant og strømpekant, så der måtte man trække underbukserne godt ned, de var posede med elastik foroven og i buksebenene.
Vi kunne få dem i brune, lyseblå og lyserøde, ja, og så i mørkeblå, som vi i øvrigt brugte til gymnastik.
Gymnastikkjolen var mørkeblå med elastik i taljen. Foran på brystet var vores initialer broderet med rødt garn. Jeg kan huske, at jeg fik en af Ingas gymnastikkjoler, og da hun havde initialerne I.R., broderede min mor bare et par buer foroven og forneden på I`et, så det blev til et J, men garnet var ikke samme røde farve og det var stingene heller ikke og det kunne ses meget tydeligt, så det var jeg da flov over.

Nå, men juletræsfesten, som var for savskærerne og andre træarbejderes familie fra Randers og opland, var alle tiders. En fest vi altid glædede os rigtig meget til. Der var en stor sal, hvor der stod et kæmpe juletræ midt i. Der var nissefamilie, en tyk nissefar og ligeså tyk nissemor og flere nissebørn, som legede med os. Vi dansede om træet og sang, bagefter blebv der vist tegnefilm, det var Walt Disney i sort og hvid, der var jo ikke farvefilm dengang.
Vi fik en stor julepose, ½ stang wienerbrød og en sodavand hver. Det var en ren svir og vi var altid kede af, når vi skulle hjem, men vi var også trætte.
                                                     Fastelavn

I februar fejrede vi fastelavn. Drengene i de to ældste klasser, 6. og 7., fik en soldateruniform på, lange mørkeblå eller sorte bukser, hvor der blev syet lyseblå bånd ned af siderne, hvid skjorte og et blåt skærf over skulderen og så havde de en lyseblå skråhue.

Tidligt om morgenen skulle drengene slå katten af tønden i gymnastiksalen og den der vandt, blev kattekonge og den, der havde slået lige før, blev prins. Drengene havde i forvejen inviteret piger med til den fest, son skulle afholdes om aftenen i gymnastiksalen.

På turen rundt i Dronningborg havde drengene en hale af børn, for når de nåede til de 2 bagere, bleb der delt fastelavnsboller ud, og så kunne man somme tider være heldig også at få en.
De penge, som drengenefik samlet, skulle de bruge til at betale for leje af gymnastiksalen og for musik og deslige, og de penge, der blev tilovers, delte drengene, så havde de lidt at spendere på pigerne om aftenen. Der var mange børn, med eller uden maske og med raslebøsser gik rundt og sang ved dørene, men det måtte vi ikke, mine forældre syntes, at det var at tigge.

Jeg blev engang inviteret til fastelavnsfest af en dreng fra min klasse, han hed Tage, men jeg sagde nej tak. Da der så var en anden dreng fra klassen, Torben, der invitereded mig, sagde jeg straks ja, for han var pæn og alle pigerne kunne lide ham, så stolt var jeg.
Men om aftenen dansede han overhovedet ikke med mig, for han var ret så forarget over, at jeg havde sagt ja til ham, når jeg havde sagt nej til Tage, der fik jeg en lærestreg, og blev ganske flov.
                                  Vinter minder

Jeg husker altid om vinteren, som værende rigtig vinter med masser af sne. Og der var da også vintre, hvor der faldt så meget sne, at det flugtede med vores havehæk, og den var ret høj. Tjærbyvej, som lå for enden af Øster Boulevard, blev fuldstændig ufarbar på grund af sneen, sneploven kunne simpelthen ikke komme igennem og jeg husker nogle gange, hvor de arbejdsløse mænd måtte ud og skovlesneen væk, de måtte stable sneen på hver side afvejen, så der blev høje snemure. Hjemme i haven gravede vi store sneblokke ud og lavede snehytter og snemænd. Gunhild og jeg havde, som sagt, ikke lange bukser, så vi lånte nogle af Villys. De var selvfølgelig alt for store, især til mig, men vi hev dem så langt op vi kunne, og bandt så en snor om livet, så gik det. Det kneb med varmt fodtøj, nogle gange havde vi kun vores gummistøvler og de var jo ikke særligt varme. Før vi gik ud, stillede vi dem ved kakkelovnen eller kaminen, så var de skønne at tage på, men det varede jo ikke længe, før de var fuldstændig afkølet af den kolde sne. Vi frøs tit fødderne og jeg har da prøvet, at have frost i både hænder og fødder. Det er meget smertefuldt, især når man kom ind i nærheden af varme. Vi fik noget salve til at smøre på og den lugtede ikke særlig godt. Vi havde kun hjemmestrikkede vanter og de blev hurtigt gennemblødte og kolde.

Vi havde ikke varme i soveværelserne og når der var hård frost, var vinduerne dækket til af de flotteste isblomster. Vi åndede på dem, så der kom små huller, vi kunne kigge ud af. Når det var så koldt, fik vi lov til at tage nattøj på nede i stuen, så sad vi ofte lidt og krøb sammen i en lænestol og var ved at falde i søvn og så var det bare så træls, når man skulle op i det kolde værelse  og den kolde seng. Det skete engang imellem, at vi fik en varm mursten, svøbt ind i et klæde, med op til at lægge i fodenden af sengen, det var en dejlig fornemmelse.

Engang havde jeg en tremmeseng, som kunne trækkes ud, efterhånden som jeg voksede. Men da den efterhånden var trukket helt ud, skete det gang på gang, at den faldt fra hinanden, så jeg lå i en vinkel. Jeg prøvede at krybe op på den forreste del, men gled ned hele tiden. Så satte min far skruer i hver side, men det hjalp, sengen gled fra hinanden og jeg kom stadig til at ligge i vinkel. Jeg har forresten sovet sammen med en mus engang. Min mor opdagede om morgenen, at der var muse ekskremenenter i fodenden af min seng, jeg havde intet mærket.
Der voksede vildvin op af murene på huset, og når der var blevet høstet på marken nedenfor vores have, søgte markmusene ind i husene. De kravlede så op af vildvinen og ind af vinduerne. Min far satte flere musefælder op og hvis han fik øje på en mus, jagtede han den for at slå den ihjel. Jeg bad altid, om han ikke godt ville slippe den ud igen. Udenfor mit værelse var der en lille altan. Jeg plagede tit min mor, om jeg ikke godt måtte sove derude, men det fik jeg nu aldrig lov til.

En overgang plagede jeg også min mor, om jeg ikke godt måtte få en abe. Så sagde hun altid, at jeg var et tosset pigebarn og at de havde abe nok i mig. Jeg havde engang til min fødselsdag fået en bog, hvor handlingen foregik i et cirkus, og der var der en abe, som var tam, havde tøj og kunne en masse sjove ting og det var jeg helt fascineret af. De gange, jeg har været i zoologisk have, har abeburene også været der, hvor jeg stod længst.

Jytte fortæller videre her: Lysbro