Referater / Forår 2017 / Da mor var dreng
                       

Jytte Vium fortæller om sin barndom i Dronningborg, suppleret af sin ældre bror Villy Vium Rasmussen    
  
Se fx billede øverst til højre om fastelavn for børn. 
            Da mor var dreng

                       
                          Forord

Da jeg hørte, at mor havde nedskrevet nogle af sine barndomsminder, som en del af et skoleprojekt, til et af hendes mange børnebørn, forslog jeg, at de blev nedskrevet på computeren, med henblik på at få minderne på tryk, så de kan nydes af os alle.

Titlen er 'lånt' af Evas, mors veninde, familie. Det er hendes børn, som kom op med ideen, at kalde de mange historier om vores mødres udflugter og drengestreger for "Da mor var dreng". Og jeg synes det er så passende!

Det er nu et par år siden, at kimen blev lagt til dette til dette projekt og jeg har nu endeligt fået det sat sammen,redigeret og billedderne er indsat ovs ovs. Det skal dog siges, at det er redigeret med meget let hånd og stort set ikke ændret på den originale tekst, så ved sammenføringen af kladderne, kan der have opstået et par 'overlapninger'. Billederne er ikke alle af lige god kvalitet og vil nogle steder desværre være lidt utydelige.

Dette sagt vil jeg ønske jer rigtig god fornøjelse, når I læser jeres søsters, mors, mormors eller farmors herlige barndomserindringer.

                                                                                     Eva
Jytte fortæller ...
   
                                               Jeg blev født d. 23. oktober 1934, det siger    min dåbeattest i hvert tilfælde, og det sagde min mor da også, da jeg ville finde ud af på hvilket tidspunkt af døgnet, jeg var født og i den forbindelse skrev til Landsarkivet i Viborg og opgav de relevante oplysninger. Svaret, jeg fik, bekræftede alle mine oplysninger med undtagelse af oplysningen om datoen , nemlig, at jeg ikke skulle være født d. 23., men derimod d. 24. oktober, Så, hvorvidt jordmoderen har opgivet forkert dato,ved jeg ikke, men faktum er, at jeg altid har fejret min fødselsdag d. 23. oktober og stadig gør det.

Jeg  blev født med rødt hår, men da jeg havde mørke øjenbryn og øjenvipper, regnede min mor med, at det nok ændrede farve, men det gjorde det nu ikke, før jeg blev gråhåret. - Jeg har nu aldrig lidt under at være rødhåret, jeg har tværtimod fået mange komplimenter for den farve, mit hår nu engang havde. Jeg er oveni købet to gange som ung, blevet spurgt af nogle tyskere, om de måtte fotografere mig, altså bagfra, det var håret, der var interessant. Det var på stranden ved Vesterhavet.

Da jeg blev født, boede mine forældre, min bror Villy, som var knap 5 år og min søster Gunhild, som var knap 2 år i en meget, meget lille lejlighed i Dronningborg, som ligger 3 km uden for Randers, ude langs Randers Fjord.

Fra opgangen i ejendommen kom man direkte ind i en meget, meget lille stue, derfra ind i et meget, meget lille soveværelse og derfra igen ind i et meget, meget lille køkken. Der var ikke noget badeværelse og toilettet var et gammeldags DAS ude i gården.   
 Gunhild, Villy og mig
                                               Gunhild, Villy og mig
 
 Lige før jeg blev 3 år flyttede vil til et hus, som min bedstefar, min fars far, havde bygget. Det lå og ligger stadig, på Øster Booulevard 21, også i Dronningborg, men længere ude og meget tæt på fjorden. Min far købte huset, da min bedstefar var blevet alene.
 Beata
Huset  hed "Beata", og var opkaldt efter min oldemor, som hed Sara Beata, hun var svensk, men hun blev ikke gift med min oldefar, Rasmus, da hun var gift i forvejen. Hun havde mand og børn i Sverige, hun var vist 41, da min farfar blev født og min oldefar var kun 18.
Min farfar og farmor, Rasmus og Nielsine, fik 13 børn, men et barn døde som spæd.

Det må godt nok havde været svært at føde og klæde 12 børn, også selv om flere af dem kom ud at tjene meget tidligt. Min far kom på landet, da han var 9 år og mange gange fulgte min farmor ham på vej, når han skulle tilbage efter at havde hjemme på fridagene, hun fulgte ham langt ud ad landevejen på den anden side af Randers. Min mor har fortalt, at min farmor var meget dygtig og meget kærlig, jeg mener, at hun var udlært tilskæreske og syede meget. Min mor holdt meget af hende og desværre nåede min farmor ikke at være med til mine forældres bryllup, som var den 23. december 1928. Hun var syg længe og døde forholdsvist tidligt. Jeg har haft mulighed for at læse nogle breve, som min kusine Henny havde. De var så kærlige i ordvalget, at jeg, selv så mange år efter, blev meget rørt. Min kusine Henny voksede op hos vores bedsteforældre de første 8 år af hendes liv, fordi hun var født uden for ægteskab. Min faster Signe var kærste med en gårdmandssøn og var nok ikke "fin" nok for hans familie. Han ville godt nok gerne have hende, men min faster afslog hans frieri. En ande af mine fastre, Kirstine, fik også et barn uden for ægteskab, Reinholdt, og han boede også de første leveår hos mine bedsteforældre, så ikke nok med, at de selv havde mange børn, så havde de også 2 børnebørn  at føde og opdrage på. Henny og Reinholdt var hos dem på samme tid, men  ikke lige længe.

Apropos huset, så viser det sig, at der er et notat i Dronningborg Kommunes optegnelser med oplysning om det faktum, at min far, sømanden, som han blev kaldt, byggede huset og at han lavede meget af træarbejdet selv, navnet på huset og hvem det er opklaldt efter. Derudover fortælles det, at min farfar havde bygget et modelskib, som ved en lejlighed blev en af gevinsterne ved èn eller anden lejlighed på Dronningborg Maskinfabrik. At det blev vundet af direktøren og at det senere hen blev givet tilbage til Rasmussen familien af sønnen på fabrikken. Min farfar var, som flere af hans børn og senere børnebørn, meget dygtig til at arbejde i træ, i det hele taget var og er der stadig megen kreativitet i den gren af familien.

Min far og mor købte som sagt huset, ellers ville det været gået på tvangsauktion, har jeg fået fortalt. Og det var min mors far, som kautionerede ved købet, de boede dengang på en lille hyggelig gård i Lysbro ved Silkeborg.
 Livet i " Beata" ...

Til at begynde med boede vi kun i den underste etage, da den øverste, som var ebn lejlighed i sig selv, var udlejet. Alligevel fik vi jo meget mere plads, end vi havde haft. Derudover fik vi den meget store, dejlige urtehave. Der var æble- og pæretræer, hindbær-, solbbær-, ribs-, og stikkelsbærbuske, blomme- og mirabelletræer. Vi havde en overflod af frugt og grøntsager, det var skønt og, især under krigen, var det en meget stor hjælp.

På husfacaden ud mod vejen var der et espalier-pæretræ, som gav de skønneste pærer, og helt tilbage fra jeg kan huske, samlede min far en kurv fuld af dem. Vi fik strenge formaninger om ikke at røre dem, for det var den årlige fødselsdagsgave til min bedstefar, som jo havde plantet træet i sin tid. Hans fødselsdag var den 26. september, og han blev altid meget glad for gaven.

Der var et udhus i gården. Oprindeligt var det et sommerhus, hvor mine bedsteforældre faktisk boede, mens huset blev bygget. Der var et pænt stort rum, hvor der var en lille kakkelovn. Loftet havde en flot stjerne af træ, som var limet på og fra stjernen hang en flot petroleumslampe. Vinduerne var med sprosser. Det rum blev min fars værksted og når han arbejdede derude på vinterdage, blev der fyret i kakkelovnen. Der var endnu et rum, som under krigen blev hjem for en lille gris, som min far købte til opfedning og slagtning. Her skal tilføjes, at det var en sorgens dag, da grisen skulle slagtes, for den var blevet meget kælen. Den blev slagtet ude i gården af en slagter (far til ènaf Gunhilds veninder, Jytta Jørgensen hed hun). Jeg husker, hvor grisen hylede, da den blev stukket og at man skulle stå og røre i blodet, mens det løb ned i en stor gryde. Det blev der blodpølse af. Blodpølsen fik vi med sukker eller sirup, og det smagte virkelig godt.

Der var også kælder i sommerhuset, 2 rum, hvor vi havde koks og briketter i det ene og syltede ting i glas og krukker i det andet, og om vinteren var der gulerødder i sand, kartofler, rødbeder og æbler, som blev opbevaret der. Samme rum blev i øvrigt under krigen brugt som beskyttelsesrum. Så her var der lagt en masse halm og nogle gamle dyner og tæpper derned. På et tidspunkt havde min bror, Villy, en hund, som hed Trolle, og den elskede at være med i kælderen, hvor den gravede sig ned i halmen for at fange mus.
Desværre døde den af hundesyge, dengang kom hunde og katte ikke normalt til dyrlæge, som nu om dage, og de blev ikke vaccineret. Deres foder var mere eller mindre madrester, rugbrød med leverpostej, mælk og vand. Kattene fik fiskehoveder og haler, når fiskemanden kom på sin 3-hjulede cykel, alt imens han råbte: "friske fisk, friskfangede rødspætter og torsk". Han flåede fiskene på stedet og så stimlede kattene fra nær og fjern sammen om cyklen, for så vankede der fiskehoveder, skind og indmad. Kattene kunne jo høre hans råb på lang afstand. Kattene på gårdene levede af mus og rotter og fik friskmalket mælk i en underkop i stalden, så de led ingen nød.

Vi fik aldrig hund igen,derimod havde vi katte i flere år og de blev, af en eller anden grund, lidt mærkelige. En af dem fandt på at trave frem og tilbage på klavertangenterne, når den ville ud om natten, det kunne høres ovenpå. En anden lærte sig et andet trick for at komme ud om natten. Vi havde dobbeltdøre mellem stuerne, og den fik med en pote fat under dørene og ruskede, også det kunne høres oppe i soveværelset. En tredje kat fandt ud af, hvornår jeg kom fra skole, da jeg gik i 1. klasse. Den satte sig allerøverst i haven, lige bag hækken og når jeg så kom til vores fortov, fulgte den mig på den anden side af hækken og når jeg drejede ind af havegangen, sprang den ud foran mig og dansede med krum ryg og med den tykke hale svingende. Så skreg jeg og kaldte på min mor. Hun kom løbende ud, men det endte altid med, at hun bare morede sig og sagde: "sikke da noget pjat, Jytte, den driller dig da bare, den gør dig jo ingen ting", nej, det gjorde en da heller aldrig, men bange blev jeg hver gang. Mærkeligt nok har jeg altid sidenhen elsket katte.

Med hensyn til beskyttelsesrum under krigen, så blev der bygget en bunker længere oppe på Øster Boulevard, men der gik vi aldrig op under luftalarm.
Der var vaskehus i den ene ende af sommerhuset, hvor der var en muret gruekedel, som min mor brugte, når hun vaskede storvask, det var måske hver 14. dag. Men den blev også brugt til at koge vand i, når vi 3 unger skulle have bad. Så blev en stor zinkbalje fyldt og vi kom, på skift deri. Vi fik vasket hår i brun eller grøn sæbe, og så blev der tilsat eddike til sidste hold skyllevand for at få alle sæberester ud af håret.

Somme tide fik Gunhild og jeg papillotter i håret, det var gerne, når vi skulle noget dagen efter, f.eks. til fødselsdag og når vi skulle til juletræsfest. Min mor tog strimler af toilet- eller avispapir, snoede den og rulllede håret op på dem og så sov vi med dem på. Det skete jo tit, at èn eller flere gled af i søvnen, så det blev krøller med stride hårtotter imellem.

Andre gange fik vi håret krøllet i køkkenet med et jern-krøllejern, som blev lagt på gasblusset. Vi havde et køkkenbord med terrazzoplade, hvorpå der stod 2 blå, emaljerede gasblus, som igen stod på 2 blå, emaljerede metalbakker, så vand, kaffe eller anden væske, som kogte over, ikke løb ud over hele bordet  og ned på køkkengulvet, som jo var af træ, som min mor ferniserede et par gange om året.

Vi havde også en blå, emaljeret kaffekande, Madam blå, blev den kaldt . Jeg husker, at min mor tit lige skulle varme kanden, som sagde. Så blev kanden med den kolde kaffe sat over, men det hændte så nogle gange, at den kom i kog, så kaffen kom dampende ud af tuden og så hev min mor kanden over til vasken og fyldte kold vand ned gennem tuden. Jeg kan ikke forestille mig, at det var den store nydelse, men man skulle jo spare på bønnerne, ikke mindst under krigen, hvor kaffe blev rationeret.

Nå, men det var nu somme tider med gråd og gnidsel at vi fik krøller med jernet, for det blev meget varm og det hændte jo, at det kom for tæt på ørerne og det gjorde bestem ikke godt. Så sammen med krøllerne fik vi af og til et rødt, ømt øre.

Jeg husker, at jeg engang plagede min mor for at få mit hår permanentet, jeg ville så gerne have slangekrøller. Jeg fik lov, men det var absolut ingen nydelse. Håret blev syret til med en så  stærk permanentvæske, at det sved i øjnene, Så blev håret rullet op på spoler, som derefter blev tilkoblet nogle tunge dimser, forbundet med elektricitet. Hold fast, hvor var det tortur. Bagefter skulle håret neutraliseres. Da torturen var overstået, havde jeg ikke fået slangekrøller, men derimod en strittende høstak. Bagefter måtte jeg have en oliepakning, som damefrisør fru Sonnichsen kaldte det, men, men slangekrøller fik jeg aldrig - derimod fik mit hår en lidt anden farve, idet den stærke væske og varme havde været for meget. Der gik lang tid, før jeg var tilfreds med mit hår efter den omgang.

Vi havde jo ikke badeværelse eller toilet i huset. Man vaskede sig "i etager" ved køkkenvasken og vi unger fik jo så bad i vaskehuset. Da vi kom i skole, og efter at en ny skolefløj blev bygget, kunne man komme derop, medbringende sæbe og håndklæder, og få et brusebad.

Toilettet var et gammeldags DAS i et lille træskur ved siden af og lidt bagved vaskehuset. Der var et træbræt med hul i midten og underneden stod en metaltønde, som blev tømt jævnligt. OM natten kom "lortevognen", en hestetrukket vogn, hvor wc-tønderne blev tømt over i, hvorefter det blev kørt på fyldingen, som vi kaldte det sted, som man i dag kalder containerparken. Jeg husker nu nogle gange, hvor min far gravede tønde-indholdet ned i køkkenhaven! Jeg er overbevist om, at det var derfor jeg engang fik en spoleorm i tarmene!

Toiletrullerne var dengang lavet af brungult, tyndt stift papir og havde man ikke lige mere af det, ja, sp brugte man papiret fra aviser og ugeblade. Det skulle nulres godt i hænderne for at blødgøre det før brug.

Om vinteren var det rævekoldt derude, det var et meget primitivt, lidt utæt skur. Somme tider smuttede en mus, eller, hvad der var værre, en rotte ud mellem benene på os, når vi åbnede døren. Jeg var absolut ikke glaad for at gå derud, når det var mørkt. Så tiggede og bad jeg Gunhild om at gå med mig , men det var ikke altid at hun gad.
Vi fik altid rent tøj på søndag morgen og det var dejligt, især om sommeren, når vi fik de lette sommerkjoler og hvide ankel- eller sportsstrømper på. Men både Gunhild og jeg kan huske èn sommersøndag, hvor vi ikke fik søndagstøj på, for da var min mor, af èn eller anden årsag, sur. Vi ville derfor ikke ud på vejen og lege, men blev inde i gården hele den søndag. Vi var flove og sure!

 Gunhild og mig


 Mor og Villy

Vi havde ikke bil, men vi kom alligevel godt omkring, både til vands ...
 Familien på tur

... og til lands. Min far elskede at være på vandet og havde også båd i nogle år. Han byggede også både, som han solgte, og, som min mor altid sagde, alt for billigt.

Han kunne ikke lide at sætte en pris. Men hans arbejde var altid perfekt. Vi cyklede på ture til skov og strand, dem husker jeg ikke så klart, men èn tur husker jeg, da cyklede vi til Fladbro, som ligger udenfor Randers. Gunhild og jeg havde fået nye, gule crepe-silke-kjoler, som min mor havde syet, og dem havde vi på. Det blev et styrtende regnvejr, så vi var alle drivvåde, da vi nåede hjem. Da min mor ville tage kjolerne af os, kunne hun ikke få dem over hovederne på os, kjolerne var simpelthen krøbet så meget. De blev aldrig til kjoler igen, og Gunhild og jeg græd.

Min mor syede mange fine kjoler til os. Jeg husker især èn, stoffet var nærmest chokoladefarvet og kradsede ret så meget. Der var nok hestehår i, det var der i hvert tilfælde i det slips, mim bror havde på til sin konfirmation, hævder han. Kjolerne fik flødefarvede kraver ( dem skulle min far altid klippe, for det minte min mor, at han var bedre til).

 Mor med Gunhild og mig

På brystet syede min mor en lille nål, som var 3 små figurer med hatte på. Gunhild og jeg elskede de kjoler, vi fik også nogle sennepsfarvede uldne swaggere, de havde kinakrave, som var fæstnet til swaggeren med broderisting af uldgarn, det var ærmerne også. Der var èn knap i kinakraven og ellers var den åben hele vejen ned. Jeg husker, at jeg havde en mørkeblå fløjls-skråhue med ternede bånd hængende ned bag på. Når Gunhild fik en rød kjole, eller rødternet, så fik jeg altid en grøn-eller blå i samme stof. Da jeg jo havde rødt hår, måtte jeg ikke få noget tøj med rødt i.

Da jeg kom i skolealderen, fik jeg tit nogle brugte kjoler, som min mor var blevet foræret nogle af de steder, hvor hun kom som kogekone. De var meget søde og jeg var så glad for dem, lige indtil en pige genkendte den og vidste, hvem den havde tilhørt, og gjordenar, så jeg blev rød i hovedet og flov!
 
Min far arbejdede på Dronningborg Maskinfabrik, han var der faktisk i 48 år. Også min bedstefar havde arbejdet der, men da blev den kaldt "Møllen".
Fabrikken lavede høstmaskiner til landbruget. Somme tider, da jeg blev større, blev jeg sendt derop  med min fars madpakke. Der var en larm og en mærkelig lugt af slibevæsker, men jeg synes, at det var sjovt at gå rundt og se på alle de store maskiner. Når min far kom hjem ved 5-tiden, fik han og min mor eftermiddagskaffe og så tændte min far sin pibe, så holdt de pause, "mørketime". Det betød, at når det var efterår og vinter, så blev lyset ikke tændt under "mørketime", og det betød så igen, at vi unger ikke havde noget at give os til. Der var jo ikke TV og selvsagt ikke mobil eller IPad og deslige. Vi havde en radio, men den måtte vi ikke bare tænde. Telefon havde vi heller ikke.

Når så endelig lyset blev tændt, havde Gunhild og jeg vores påklædningsdukker, som vi tegnede tøj til og klippede ud, vi havde farveblyanter og farvekridt, tal- og billedlotteri, men vi havde også glansbilleder. Dem byttede vi med og da brugte vi et brugt stilehæfte, foldede siderne ned og lagde et billede i hver "lomme", så kunne en anden vælge ved at stikke et af sine egne glansbilleder ned et eller andet sted. Vi legede også med nipsnåle og dem byttede vi også med, vi havde ikke nålepuder, men pakkede store tomme tændstikæsker ind i et pænt stykke papir og stak så nålene i siderne, så de sad i pæne rækker. Nipsnålene var både store og små, i alle mulige farver og nogle i form af fugle og andre dyr. Når vi spillede med nipsnåle med en anden, lagde man hver en nål, så nålehovederne lå mod hinanden, så skiftes man til at slå til hver sin nål og den, der fik dem slået overkors, vandt begge nåle.

Et år til jul fik Gunhild og jeg hver en celluoid-dukke, som det materiale, de var lavet af, hed. Vi fik ikke noget tøj, ej heller senere, så vi tog nogle tøjstumper og klippede hul i midten til hovedet og nogle strimler til bælter og det var det. Da jeg nogle år efter legede med dukker sammen med min veninde, Eva, gjorde hun tykt nar af mine klude, hun havde selv en mængde syet og strikket dukketøj til sin dukkedreng, da blev jeg flov.

I øvrigt, den jul hvor vi fik dukkerne, havde jeg i december måned, bevidst eller ikke bevidst, kikket i skabet i soveværelset og der set èn dukke, og jeg blev så ked af det, for jeg var sikker på, at den var til min søster. Om den anden dukke endnu ikke var blevet købt, eller om den lå længere inde, ved jeg ikke, men jeg husker i hvert tilfælde tydeligt, hvor ked af det, jeg var.

Der var altid mange at lege med, når vi var ude, både på "vores vej", men også fra de andre vilaveje. Så legede vi KUK og TIK, hoppede i reb, som var et stykke tøjsnor. Vi spillede også med stenkugler (Københavnerne kaldte dem marmorkugler). Vi lavede et hul i jorden og så skiftedes man til at trille en kugle hen mod hullet, den som fik kuglen i hul, vandt begge eller alle kuglerne. Vi hoppede også i "mand" og spillede bold op ad en væg. Vi spillede med 1, 2, eller 3 bolde.

Var man alene, kunne man løbe med trillebånd, som var en fælg fra et cykelhjul og så brugte man blot en pind til at slå til med, alt imens man løb.
Når dagene blev længere, fik vi lov til at komme ud igen og lege efter aftensmaden. Det var noget helt sæligt, og det tror jeg vi alle følte. Jeg kan stadig huske den fornemmelse, og det er det samme, når det tunge vinterfodtøj blev skiftet ud med det lette fodtøj om foråret, det var en herlig fornemmelse og det samme gjaldt, når man måtte få sportsstrømper på. Da jeg var barn, havde vi jo ikke lange bukser, om vinteren fik vi lange, rillede brune strømper på.

Når vi legede ude på vejen, måtte vi ikke råbe og skrige, for så kom min far ud og skældte ud, og det hændte ofte, at han kom ud flere gange. Engang blev jeg gennet ind i seng, fordi jeg blev ved med at råbe, så lå jeg der og tænkte: "Bare jeg døde, så bliver han garanteret ked af det". Heldigvis døde jeg ikke!
Før jeg kom i skole, plagede jeg Villy og Gunhild, om de da ikke godt ville lære mig at læse, jeg var dødmisundelig, fordi de kunne læse, alt det der stod i tegneserierne: Dukkelise, Knold og Tot og Skipper Skræk, og det ville jeg så gerne kunne, men det gad de bestemt ikke.
Jeg ville også meget gerne lære at cykle og der behøvede jeg heldigvis ikke bede nogen om hjælp. Vi havde ganske vist ikke nogen barnecykel, men jeg tog bare min mors damecykel, som jo var alt for stor til mig. Jeg kunne selvfølgelig ikke nå sadlen, den trykkede ind i nakke og ryg, men jeg kunne nå op til styret og så var det bare om at prøve og prøve. Jeg væltede mange gange på min vej op og ned ad Øster Boulevard, det gav nogle knubs og hudafskrabninger på knæ og albuer, men jeg fik lært at cykle. Jeg fik godt nok ikke en cykel, før jeg var knap 12 år gammel, da skulle jeg nemlig begynde på optagelsesprøverne på Randers Statsskole, som lå i den nordlige del af Randers, 3 km fra, hvor vi boede. Min far fik skrabet forskellige cykeldele sammen og på den måde lavede en cykel. Den blev aldrig god, der var tit noget i vejen med den. En dag, hvor jeg skulle til èn af de mange prøver oppe på skolen, faldt den ene pedal af, og da jeg var alene hjemme, kunne jeg jo ikke få hjælp den vej. Jeg løb så op til fru Rasmussen, hvor jeg havde væretbarnepige for barnebarnet, og så lånte jeg hendes cykel, en damecykel, som var for høj til mig. Jeg måtte stå op hele vejen, som går opad bakke et stort stykke, men jeg nåede derop til tiden.

Vi havde, som sagt, ikke meget legetøj, så vi måtte bruge fantasien, både ude og inde, og det gjorde vi i rigt mål, men det, jeg nu vil fortælle, var nu ikke min fantasi, der løb løbsk, men derimod Gunhilds. Vi manglede seler til vores dukker og så fandt Gunhild på, at vi kunne hive elastikken ud af nogle af min mors underbukser. Dengang var der elastik både i livet og i buksebenene. Vi bandt alle elastikstykkerne sammen og fik nok til 2 dukkeseler. Hold fast, hvor blev min mor vred. Gunhild hævder den dag i dag, at det var noglede snavsede underbukser og at hun derfor troede, at de skulle smides ud!!

En anden gang, hvor min mor lige havde ferniseret gulvet i stuen, fandt Gunhild på, at vi skulle "løbe på skøjter" derinde, så vi tog nogle af min mors højhælede sko og skøjtede på livet løs. Det kunne desværre ses.så vi forsøgte at køre på sofapuderne henover skaderne, men det hjalp bare ikke. Min mor blev så vred og ked af det, at hun græd. Jeg kan ikke huske, om vi fik klø. det fik vi derimod nogle gange, når vi var kommet i seng og blev ved med at ligge og grine og støje, hvorefter min far flere gange kom op og skældte os ud. Til sidst fik vi en endeful begge to.

Jeg har tit fået en endefuld. Men også lussinger, èn gang så jeg fløj fra den ene ende af køkkenet til den anden. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde gjort eller om jeg fortjente det.

Tit, når vi alle 3  var kommet i seng, så lå vi og fortalte hinanden opdigtede historier, røverhistorier, og da hændte det ofte, når det var Villys tur, at vi ikke kunne høre, hvad han fortalte, for han blev selv så bange for, hvad han selv fortalte, at han krøb længere og længere ned under dynen. Så kaldte vi ham bangebuks. Det var nu ikke så slemt, som det, de kaldte mig, når de var sure på mig, Så kaldte de mig nemlig Tissegris, og det var fordi, at jeg tit tissede i sengen om natten. Jeg kaldte så Gunhild "Aksel", som var navnet på èn af hendes klasse-kammerater, en ikke særlig kløgtig eller køn dreng, som hun absolut ikke kunne lide. Jeg drillede hende med, at han var hendes kæreste!

Vi fik tit lov til at tage kiks med i seng, så lå vi der og gnaskede kiks, alt imens vi spurgte hinanden, hvor mange, vi havde tilbage, så snød man for at man til sidst kunne sige, at man da havde flest tilbage. Og så sov man ind med tænderne godt klistrede til med sød kiksemasse. Det ville man vist ikke gøre i dag! 
Man var ikke så opmærksom på tændernes sundhed og pleje. Tandlægen sagde gerne, at dem der ikke havde råd til at købe tandpasta, kunne børste tænderne i saltvand eller mælk.
 

I sommeren 1939 havde mine forældre, sammen med et andet ægtepar og deres 2 børn, lejet et sommerhus, som lå ved udløbet af Randers Fjord, på den sydlige side af fjorden.

For at komme dertil sejlede vi i min farfars motorbåd, som vi havde lånt. Kahytten blev stuvet med dyner og alt, hvad vi skulle bruge i den uge. Vi unger blev anbragt oven på alle dynerne og de andre pakkenelikker. Det blev drønvarmt og Gunhild mener bestemt i dag, at der var der hun fik lkaustrofobi for små rum. Koøjerne var jo helt dækket til af dyner ovs. Men vi glædede os alligevel utrolig meget.

Et sted på fjorden snævrer den så meget ind, at vi ikke bare kunne sejle igennem, så da måtte min far gå inden på bredden og simpelthen slæbe båden igennem.

Sommerhuset husker jeg som værende skønt. Det havde stråtag, som gik helt ned til jorden. Hvor stort det i virkeligheden var, husker jeg til gengæld ikke. Jeg ser blot for mig et stort rum med en hems, men i og med vi var 4 voksne og 5 børn, var der måske mere det. I hvert tilfælde var der en ovn, som blev brugt til at lave mad på. Vi unger samlede grene, kvas og kogler i den lille skov, som huset lå lige op af. Ad den lille sandvej kunne vi gå hen til en lille købmandsbutik, hvor vi, blandt andet, købte Sønderjysk rugbrød, det halv runde brød. Det havde jeg aldrig fået før og jeg elskede det. Hos bagerne derhjemme kunne vi få mørkt rugbrød og lyst rugbrød, begge var firkantede. Så kunne vi få runde franskbrød og samt sigtebrød. Ingen af brødene havde kerner dengang.
Min mor bagte af og til franskbrød. Hun var ikke så vild med at bage, men derimod elskede hun at lave mad og det var hun dygtig til. Men jeg husker engang, hvor hun havde bagt krydderkage, som gik til "Hvidsten", det vil sige, at den var faldet sammen. Den fik jeg lov til at spise og jeg kan endnu se mig selv sidde på cementtrappen uden for vaskehuset og gnave mig igennem den store kage. Jeg husker dog ikke, hvor meget, jeg nåede at spise, eller hvordan min mave havde der bagefter.

Vi havde intet legetøj med i sommerhuset, hverken til ude eller inde, ej heller til at tage med ned til vandet, som lå helt tæt på huset, men vi kedede os aldrig. Jeg husker tydeligt, at min bror ikke ville i vandet, han har vandskræk, som vi kaldte det.

Det var første og eneste gang, jeg var i sommerhus som barn. Dengang rejste man ikke så meget. Der var heller ikke de lange ferier, som man har nu og sidst, men ikke mindst, kom krigen og det forandrede og begrænsede utrolig mange ting.

Jytte fortæller videre her: Krigen