Historiske Steder / Gader og veje (A-F)

Dronningborg Historier

Gader og Veje (A-F)

 A - F
Gader og veje 1
G - P
Gader og veje 2 
R - S 
Gader og veje 3
T - Å
Gader og veje 4

 
Andresensvej - 1932-33.
Optaget som offentlig under dette navn 1932.
Fra 1933 benævnt "Daugaards Alle'".

Ankerhusvej  - er opkaldt efter ejeren af Bjellerup Teglværk, Ankerstjerne, der byggede den nu nedrevne ejendom "Ankerhus", til boliger for teglværksarbejderne. Huset blev senere, i mange år benyttet til Alderdomshjem.
På denne grund og med samme navn, ligger nu 
Andelsbo's afd. 14.

Ankerstjernevej - Godk. af byrådet 6.9.1943.
Opk. efter etatsråd Johan Ankerstjerne (1835- 1913). Han opførte i 1903 stiftelsen "Merkur" for enden af denne vej. Hans portræt hænger på Rådhuset i Randers.

Astrupvej - Godkendt af Dr, sogneråd 5.10.1944.
Opk. efter herregården Astrup, Nørre Herred, Viborg Amt. Før 1944 benævnt "Vester Tværvej". 

 
 
 

Banevej - 1935- Vejen stødte op til Hadsundbanen

Benzonvej - Godk. af Dronningborg sogneråd 6.11.1941.
Tidligere benævnt "Engvej". 
Opkaldt efter herregården Benzon, som Sostrup på Djursland kaldtes l829-1944.

Bidstrupvej - Godk. af Dr. sogneråd 6.6.1957 
Opk. efter herregården Bidstrup ved Laurbjerg.

Bjellerup Allé - var før 1941 en rigtig allé - nemlig en privatvej der førte fra Udbyhøjvej til Bjellerup Ladegård. Alléen var med elmetræer på begge sider. Og der, hvor Østparken og Løvenholmvej nu ligger, lå i tidligere tider Eske Brocks fiskedamme.

Bjellerupparken - Opført mellem 1958-64.

 
 
 

Daugaards Allé - 1933.
Tidligere benævnt "Andresensvej". Opkaldt efter apoteker H.J.N.Daugaard (1855-1936), der skænkede træerne til vejens nu forsvundne lindeallé.

Demstrupvej - Godk. af Dr. sogneråd 8.5.1952. 
Opk. efter herregården Demstrup ved Udbyhøj.

Dronningborg Allé -1939
Opkaldt efter Dronningborg Slot i Randers nævnt 1552.
Slottes ladegård lå i et område, der blev opkaldt efter slottet.

Dronningborg Boulevard - blev først anlagt i 1941 og fik sit navn 24. nov. 1941. Før den tid hed den Østervænget, Vesterboulevard og Nyvej og var en halvblind vej, der endte ved Kirketerpvej.
Den daværende Dronningborg kommune, førte vejen igennem ned til Udbyhøjvej.

 
 
 

Egholmvej - hed oprindelig Rolighedsvej - formentlig opkaldt efter et hus, som hed "Rolighed", der lå lige over for vejen på den anden side af Udbyhøjvej. På taget af dette hus boede der forøvrigt et storkepar, som havde deres sommerbolig her. Lige til Scandia købte huset og rev det ned.
I 1943 blev vejen omdøbt til Egholmsvej og i 1960'erne, da kommunen reviderede vejnavnene, fik den sit nuværende navn: Egholmvej. Opkaldt efter herregård Egholm i Hornsherred.                                                                             Det første hus, der blev bygget på vejen, er nr.19 - og det er sikkert derfor, det fik det sydlandske navn: "UNO" - Huset blev bygget af Smedemester Greve.
På den tid var vejen en grusvej, med et pigtrådshegn op langs den side, hvor Plejehjemmet nu ligger, og hvor der dengang kun var marker, som tilhørte Bjellerup Ladegård. Vejen var meget stejl.
Der hvor plejehjemmets park nu er, var der en forholdsvis stejl skrænt ned mod Udbyhøjvej. Beboerne havde for vane, at smide deres affald ned ad denne skrænt.
I beboernes skøder var det anført, at de måtte bruge en sti, der gik ned over den nuværende plejehjemsgrund, når de skulle med Hadsundbanen.

Emdrupborgvej - Godk. af Dr.sogneråd 10.1966. 
Opk. efter herregården Emdrupborg ved København.

Engvej                                                                                                 Optaget som offentlig under dette navn 1923.                       
Fra 6.11.1941 "Benzonvej".

Eskærsvej - Godk. af byrådet 12.3.1973. 
Opkaldt efter herregården Eskær v. Hvalpsund.

 
 
 

Fjordvej - før 1935 Fjordlyvej.

Frisenborgvej - Godk. af Dr.sogneråd den 10.1. 1966.
Opk. efter herregården Frijsenborg.

Funkisvej - Godk. af Dr. sogneråd 3.3.1938. 
Før 1938 benævnt "Østre Boulevard". Fra 1942 benævnt "Palstrupvej". 
Funkis er en forkortelse af ordet funktionalisme, 1930'ernes stilideal.